Opvækst og familie…
Det var en septemberaften i 1969. Klokken var 1900 da telefonen ringede hos den unge jordemoder i Balling. Irriteret forlod hun Tv’et og Otto Leisners populære “På med pilen Palle”.
En halvforvirret mand præsenterede sig som Torben Vils, og bad hende omgående om at komme til Kastanievej 1.
Den pligtopfyldende jordemoder greb hurtigt sin taske, sprang på cyklen og trampede af sted mod Kastanievej, hvor et voldsomt sceneri udspillede sig: En piberygende mand travede frem og tilbage over det blå ryatæppe og trak sig i skægget, mens en klagende og jamrende højgravid kvinde vred sig i smerte i den store dobbeltseng i soveværelset.
Hurtigt foretog jordemoderen en professionel vurdering af situationen, gik ind i gæsteværelset – og lagde sig til at sove!
Klokken 435 blev lyden af jamrende kvinder og travende mænd for meget for hende, og hun ringede efter den lokale doktor, som ankom kl. 500.
Også doktoren blev distraheret af larmen fra soveværelset, og fandt hurtigt en beroligende maske til kvinden i sengen.
Kvinden, som hed Käthe nægtede at tage masken på, og kæmpede så bravt imod, at jordemoderen måtte vogte sig for ikke at blive ramt af spark, da hun og lægen i fællesskab tvang masken over hovedet på den forsvarsløse gravide kvinde.
Endelig slappede kvinden i sengen af, og fødte ubesværet en sund og velskabt pige klokken 710.
Traveriet på ryatæppet i stuen ophørte, og få minutter efter sad et stolt forældrepar i soveværelset og betragtede det nye vidunderbarn.
Jordemoderen og doktoren forlod tilfredse og trætte det lille hus på Kastanievej.
Mens dette udspillede sig lå familiens førstefødte – Lotte- og sov trygt hos barnepigen Inger Marie. Lille Lotte havde længe glædet sig til at se sin nye lillebror, og blev naturligvis hentet hjem til Kastanievej samme formiddag.
Hendes begejstring var dog forholdsvis godt skjult da hun stak hovedet ned i vuggen og tørt konstaterede “Bittebror!” – Efterfulgt af sætningen: “Jeg vil hellere hjem til Mies misser”.
Historien gentog sig – med variationer – 4 år senere, og ved Christians ankomst var familien komplet.
Således startede min tilværelse! Hele familien flyttede kort efter Christians ankomst til Sydthy, hvor vi boede på en stor nedlagt landbrugsejendom.
Skole og fritid…
Min skolegang foregik på henholdsvis folkeskolen i Hurup og på Morsø Gymnasium, hvor jeg i 1988 afsluttede en musiksproglig studentereksamen, som vidnede om en vis skoletræthed!
I stedet for aktiv lektielæsning, valgte jeg en aktiv fritid.
Som KFUK-spejder gennem 13 år blev det til utallige lejre, weekendture og tilsvarende mange gode oplevelser. Også KFUM-bygningen i Nygade i Hurup blev flittigt besøgt. Her var jeg i mange år ”YA-pige”, og blev senere assistentleder under Inge Hertz Aarestrups kyndige vejledning.
De mange timer og oplevelser i henholdsvis spejderhuset og KFUM-bygningen, skulle senere vise sig at få betydning for mit livssyn, og for mit valg af uddannelse. Herom senere…
Spejdernes tambourkorps, ridning, håndbold & korsang var også en del af fritidsaktiviteterne!
Rejser, udlandsophold, arbejdspladser…
18 år og nybagt student… Hmmm, hvad skal al den viden dog bruges til??? Hanne, – en veninde og jeg besluttede over et glas whisky, at stille os ud til motorvejen med tommelfingeren i vejret, og rejse rundt og se og opleve Europa.
Som sagt så gjort!
Efter en meget spændende tur, ankom vi til den smukke græske ø, Korfu efter 2½ døgn på landevejen.
Korfu var et fedt sted med masser af sol, ouzo og andre unge, og vores Europarejse endte med at være begrænset til 2 måneder på ”Kormarie Camping”, hvorefter vi vendte hjem med en – måske næppe realistisk – fornemmelse af at have oplevet verden…
Efter hjemkomsten fra Korfu flyttede jeg 30 km. hjemmefra, da ungdomskoret Rejoice i Thisted manglede én til at svinge dirigentstokken hver mandag aften… -Og mente at jeg var den rette til dét job! Det daglige arbejde foregik på en møbelfabrik, hvor jeg arbejdede sammen med 300 mænd, som udelukkende havde limtræ, nøgne damer og næste kaffepause på hjernen…
Da jeg havde fået nok af sjofle mænd og fyrretræ i forskellige afskygninger opsagde jeg med få dages varsel mit job på møbelfabrikken og rejste til Århus, hvor jeg blev ansat som Giv-et-år-medarbejder. Jeg gav et år, men fik også et!!!
Sommeren efter, gik turen atter engang til Korfu. Denne gang ikke på tommelfingeren, men med præcis samme destination som året før: igen dannede ”Kormarie Camping” rammen om en sommer. Denne gang i 2½ måned, hvor vi nød sommeren, mødte mennesker og tjente til livets og sommerens ophold ved at vaske op, passe barer og lign.
Et par uger af ferien var vi i selskab med 3 englændere. Hanne valgte efter ferien at flytte med dem til England, hvor de sammen med 2 andre danske piger lejede et hus.
Kort tid efter min hjemkomst fra Korfu, ringede James fra England og spurgte hvad jeg lavede… Sætningen ”Man skal jo have noget at falde tilbage på” lød i mine ører, men eftersom jeg endnu ikke vidste hvilken uddannelse jeg ønskede, pakkede jeg min rygsæk og rejste ugen efter til England.
Her blev jeg introduceret til det hjem, som skulle være mit de kommende 2 måneder: Et ægte 70’er hjem i bedste engelsk stil!! Brune plysmøbler, kunstig pejs, hvide garderobeskabe med guldkanter, småblomstret tapet…
Og som kronen på værket valgte vi selv at ophænge et stort billede/avisudklip af Margaret Thatcher.
Mit første engelske job var på ”Den danske klub” på Knightsbridge…. Her var jeg omgivet af dumme danskere der med stor fornøjelse spiste remoulade, røde pølser og spegepølse og pludrede løs på dansk. Overvejelsesperioden var kort: Jeg var ikke kommet til England for at holde dansk helårsfamiliefest!
Jeg opsagde derfor hurtigt dette job, og blev i stedet ansat på Mc Donalds, hvor jeg blev i 8 måneder. I de 8 måneder oplevede jeg i sandhed, hvordan et hierarkisk system kan påvirke mennesker. 17-årige piger med rottehaler og filipenser, der – p.g.a. et lille guldskilt med teksten ”Trainee Manager” – troede de var verdens herrer, og derfor tillod sig at tiltale os andre som om vi var importerede slaver fra det 17. århundrede… Indtil flere gange løb mit temperament af med mig…
Mc Donalds er den eneste arbejdsplads hvorfra jeg nogensinde er blevet sendt hjem, fordi jeg ikke uden vrøvl parerede ordre og blot accepterede de arbejdsvilkår vi blev budt… – En enkelt gang også fordi jeg kylede en frossen chickenburger i hovedet på en manager……
Et eksempel på hierarkiet? Tja, når man er nyansat får man udleveret en grøn navne-badge… Udover at oplyse medarbejderens navn, har skiltet tilsyneladende det formål signalere ”low-class”. Da der på et tidspunkt var en bombetrussel i forretningen valgte ledelsen i hvert fald ikke at ringe efter hverken politi eller øvrige eksperter. Derimod blev de medarbejdere som stadig havde den grønne badge sendt ud for at undersøge skraldespandene for bomber!!!
Når jeg trods alt blev der i 8 måneder, var det vel i virkeligheden fordi jeg nød den samhørighed der næsten automatisk opstår blandt mennesker af alle nationaliteter. Mennesker, der griner, hygger og har det sjovt, og som i det mindste har dét til fælles, at de synes det er en rådden arbejdsplads…
Efter 8 måneders lang og tro tjeneste, måtte jeg en dag sygemelde mig, da jeg havde mistanke om en maveinfektion. Manageren, som modtog mit opkald, forklarede mig at der var ret travlt, og at jeg derfor var nødt til at komme… ”Hvis du ser meget dårlig ud, kan du nok få lov at gå lidt tidligt”. Mit svar til ham bestod af en samling af engelske eder, hvorefter jeg smækkede røret på.
14 dage senere kunne jeg aflevere en lægeerklæring, hvorpå der stod, at jeg – p.g.a. en inficeret lever – under ingen omstændigheder måtte arbejde med fødevarer den næste måned!! Det blev slutningen på min tvivlsomme karriere hos Mc Donalds!
Da jeg efter en sygeperiode blev raskmeldt, blev jeg tilbudt et job som vingårdsarbejder, på vingården Denbies Wineestate i Dorking, hvor også Hanne, Teresa og Paul arbejdede. Egentlig var det meningen at ansættelsen skulle ophøre efter høsten, men aftalen blev hurtigt udvidet, og jeg fortsatte på vingården i de sidste måneder indtil min hjemrejse…
Tja, de planlagte 2 måneder i England blev således til 1½ år. I de 1½ år havde jeg fornøjelsen af 3 forskellige adresser, bofæller fra 3 lande: Danmark, England og New Zealand og 3 forskellige arbejdspladser…
Jeg kunne sagtens have brugt endnu et år i England, hvis ikke det var fordi jeg inden afgangen havde søgt optagelse på Diakonhøjskolen, og var blevet optaget på januarholdet. Jeg returnerede fra England lillejuleaften i 1991 og startede på Diakonhøjskolen i januar 1992.
Uddannelse…
At valget faldt på Diakonhøjskolen var muligvis tilfældigt, men bestemt ikke en ligegyldig tilfældighed.
Efterhånden havde jeg mødt kristendommen fra flere forskellige vinkler, og til trods for at jeg aldrig har været nogen særlig flittig kirkegænger, havde jeg dog utallige gange oplevet mennesker med et kristent livssyn få stor betydning for mig. Bl.a. var min gamle mormor en vigtig inspirationskilde, idet hun – via sin tro på at alle er gudsskabte – altid formåede at se noget positivt i mennesker. Selv i de mennesker som de fleste af os lynhurtigt ville betegne som notoriske dumme svin… Også min føromtalte YA-leder Inge var en væsentlig årsag til at jeg senere valgte diakonien og kristendommen, idet hun i det kirkelige arbejde fik mig til at føle mig væsentlig, værdifuld og værdsat.
Både ved at tage mig alvorligt, men også i kraft af bibelfortællingerne, igennem hvilke jeg lærte kristendommens vigtigste budskab at kende: Næstekærlighed!
Diakonuddannelsen indeholder langt fra udelukkende teori, men er opbygget således at den veksler mellem praksis og teori. I løbet af de 4 år og 3 måneder, som uddannelsen tager, fik jeg derfor fornøjelsen af hele 4 praktikker à 6 måneders varighed:
Menighedsbørnehave i Århus
Ungdomshøjskole for psykotiske unge i Nordvestjylland
Døgninstitution for fysisk/psykisk handicappede ældre i Skanderborg
Beskyttet pensionat for mennesker med alkoholmisbrug i Herning
Første job som uddannet…
I oktober 1995 bestod jeg min socialpædagogiske hovedopgave og kunne teoretisk set kalde mig socialpædagog.
D. 28. april 1996 blev jeg sammen med omkring 20 andre indviet til ”diakon i den evangelisk lutherske kirke”. Indvielsen blev holdt i Sct. Pauls Kirke i Århus, og var en festlig gudstjeneste. Efter gudstjenesten var der festmiddag på Diakonhøjskolen, og stort set straks efter festens afslutning, pakkede jeg mit jordiske gods sammen og flyttede til København!
Allerede i november var jeg nemlig blevet opfordret til at søge en stilling i KFUM og KFUK i Danmark. Om jeg foretrak Odense, Thy eller Storkøbenhavn som arbejdssted var stort set mit eget valg. At valget faldt på København, var vel fordi det var dér jeg anede den største udfordring…
Udfordringer var der nok af!
Som sagt var jeg flyttet samme dag som indvielsen. Dog var min nye bolig ikke helt klar til at modtage mig, så jeg blev indlogeret hos søster Lotte i de første 14 dage. 3 dage efter min ankomst til hovedstaden startede jeg på mit nye job som storbysekretær i KFUM og KFUK i Storkøbenhavn, hvor jeg fik en forrygende modtagelse!!! Omkring 60 mennesker (hvoraf jeg vidste hvem de 5 var) dukkede op til velkomstreceptionen… Aldrig i mit liv har jeg modtaget så mange blomster på én gang!
2 dage senere gik det løs med lands- og delegeretmøde på Nyborg Strand.
Efter 14 dages logi hos Lotte, mødet med utallige nye mennesker, masser af informationer og nye opgaver, kunne en efterhånden træt Rikke flytte ind i sin andelslejlighed på Amager.
Jobbet som storbysekretær i KFUM og KFUK i Storkøbenhavn bød på mange spændende og udfordrende opgaver. Dels p.g.a. arbejdets selvstændige karakter, men så sandelig også fordi jeg mødte utrolig mange spændende og dejlige mennesker. At skulle formidle det kristne budskab til børn og unge med vidt forskellig baggrund var en særdeles dejlig og livsbekræftende opgave. Det er helt sikkert, at årene som KFUM og KFUK-sekretær har styrket min tro på, at alle er gudsskabte, og indeholder noget godt. Ikke fordi der er noget særlig guddommeligt over børnene fra Københavns Nordvestkvarter, men fordi jeg fik chancen for at lære dem at kende og se ind bag facaden.
Undervisning, foredrag, inspirationsaftener i børneklubberne, opsætning af børnemusicals, adskillige lejre og utallige aftenmøder med de mange frivillige blev i næsten 5 år en del af mit liv.
På nettet… –I nettet J
Til min 30-års fødselsdag i ‘99 blev sangen “Jeg vil ha’ en handymand” sunget og reciteret adskillige gange, og i forsommeren 2000 dukkede han op…
I perioden som sekretær blev internettets mangfoldighed præsenteret for mig, og efter nogle år med mange flytninger og en temmelig travl hverdag, følte jeg mig nu efterhånden parat til at åbne muligheden for en livsledsager. Stærkt inspireret af en god veninde loggede jeg mig en dag på ”KontaktForum”, hvor jeg efter et par mindre heldige forsøg fik kontakt med Tom.
Tom og jeg startede en meget flittig brevveksling, og besluttede efter ca. 45 tætskrevne breve, at tiden var inde til at mødes..
Til trods for, at det første møde var præget af en vis nervøsitet, fornemmede jeg ret hurtigt, at det ikke kun var via breve vi formåede at kommunikere. Det første møde affødte endnu en lang række af skriverier mellem Ølsted, (hvor Tom boede) og Aulum, hvor jeg på det tidspunkt var på Ung Uge med KFUM og KFUK.
Efter en veloverstået Ung Uge, tog jeg toget til Ølsted, hvor jeg havde planer om at blive et par dage… 3 dage blev hurtigt til 3 uger, og inden vi fik set os om var sommerferien forbi.
Efter sommerferien startede pendlertilværelsen mellem Ølsted og Amager, hvor vi boede på skift de første mange måneder. I december 2000 fik vi nok af dette, og besluttede at vi ville nøjes med én adresse.
Nogle syntes det var gevaldig letsindigt. Andre sagde: ”Hvor gamle tror I, I bliver?”. Vi lyttede ikke til nogle af parterne, men i stedet til vores egen intuition. Det var uden tvivl i sindet, at jeg satte lejligheden til salg og flyttede til Ølsted. I starten var det tanken at jeg fra Ølsted skulle fortsætte min gerning som sekretær i KFUM og KFUK i Storkøbenhavn, men da jeg i en stillingsannonce så, at de søgte en souschef i Ølsted Børnehave, kunne jeg ikke dy mig for at søge den…
Det var med glæde jeg sagde ja tak, da jeg fik jobbet, men det var ikke uden en vis vemodighed at jeg efter knap 5 år opsagde mit job som sekretær i KFUM og KFUK.
Således ændrede min tilværelse sig drastisk!
Fra at være single, andelshaver på Amager og ansat i storbyarbejdet og til at bo sammen med Tom i et dejligt hus på landet, og være ansat i daginstitution i en lille landsby må der da siges at være et forholdsvis stort spring 🙂
Bryllup i Vestervig Kirke
Tom og jeg blev forlovet den 29. december 2001, og herefter var spørgsmålet ikke længere om vi skulle giftes, men hvornår…
Først på sommeren 2002 blev snakken om bryllup for alvor taget op, og vi fastlagde tid og sted for vores bryllup: Vestervig Kirke d. 14. september 2002! Efter at have konfereret med vores respektive familieoverhoveder gik planlægningen så småt i gang…
Mange pakke- og ordnelister senere begyndte træerne så småt at smide bladene, og september oprandt endelig.
Torsdag den 12. blev bilen pakket, og vi påbegyndte vores sidste jyllandstur i ugift tilstand.
Lørdag klokken ca. 12.30 kyssede jeg for sidste gang min kæreste, hvorefter jeg blev overladt i min mors, søsters og frisørens varetægt. Efter forholdsvis kort tid i deres selskab følte jeg mig som en prinsesse, og var temmelig gifteklar. Min mor havde bundet en smuk brudebuket, som jeg fik overrakt inden jeg sammen med min far steg ind i bilen og kørte mod Vestervig Kirke.
Ikke uden en vis kriller i maven forcerede jeg – godt hjulpet og støttet af far – gulvet i nordens største landsbykirke! Belønningen ventede ved alteret, og Tom og jeg blev indført i den hellige ægtestand, og forlod en halv time senere –efter en smuk ceremoni – kirken som Hr. og Fru Klindt.
Bryllupslagkagen blev serveret hos mine forældre, og om aftenen havde vi en vidunderlig fest på Thinghuskroen i Vestervig.
Masser af gode taler, god underholdning, god musik (v/Double Up), dejlig mad og ikke mindst dejlige gæster var med til at gøre dagen til en dag vi aldrig glemmer!!!