Flytningen

Tanken om at flytte til Jylland var ikke ny for os. Ved flere lejligheder havde vi – i større eller mindre alvor – talt om at rykke vestpå. Ikke mindst, når vi under vores jævnlige familiebesøg i Thy studerede huspriserne i den lokale ugeavis. Drømmen om et liv på landet havde vi jo sådan set fået opfyldt, men alligevel var vi fristede af at starte en ny tilværelse med forhandlingsvenlige priser, ingen moms, hjælpsomme naboer, og hvor myldretid og trafikpropper er fremmedord.

Med Jens Christians ankomst stod det også klart for os, at vi ikke havde det nødvendige netværk i lokalområdet, som vi forudså vi ville få brug for i forbindelse med sygdom og lignende. Og da størstedelen af familen bor i Jylland, så var det vist ved at være på tide at få gjort noget ved sagen.

Som sagt, så gjort. Men da vi endnu ikke var helt sikre i vores sag, måtte de indledende undersøgelser naturligvis gennemføres med størst mulig diskretion. Hvis nu det hele skulle vise sig at falde til jorden, var der jo ingen grund til at familien skulle stå skuffede (eller lettede?) tilbage. Resultatet blev derfor, at vi i al hemmelighed lod os indlogere på Ålborg Sømandshjem, for at indlede jagten på en egnet bolig.

Kravene var for så vidt ganske enkle: Et nyere, velholdt hus med masser af plads, en stor have, helst ingen naboer, jobmuligheder inden for rækkevidde – og naturligvis til en billig penge…

Disse beskedne krav kunne umiddelbart blive indfriet af en hel del huse – i hvert fald på papiret. Ved nærmere eftersyn viste det sig desværre som oftest, at virkeligheden var en anden. Vi så på villaer, hvor der var vid udsigt over mark og eng – men desværre tværs gennem taget, som i øvrigt buede nedad på en ikke særligt betryggende måde. Vi kiggede på nedlagte landbrug, som dog ofte var mere nedlagt end vi orkedede at tænke på. Huse med smuldrende fundamenter, eksploderede stokerfyr, fugtige kældre og tvivlsomme vinduer. Samt naturligvis alle dem, der på trods af den landlige beliggenhed alligevel havde fået omdannet haven til fællesareal for “vores lille, hyggelige samfund”. Så, ja – det blev til mere end en enkelt jyllandstur før det rigtige hus omsider blev fundet.

Det vil sige, faktisk blev vi ved med at vende tilbage til et af de første huse, vi havde kigget på. Men man springer jo ikke lige ud i en handel, før man har afdækkedet markedet grundigt. Til sidst blev vi dog enige om, at nu havde vi vist været så grundige som man med rimelighed kan forlange – og så blev der handlet.

Nu er en flytning fra den ene ende af landet til den anden jo en opgave, der kræver en vis logistik. Efter at have overvejet forskellige alternativer, lige fra trailer-flytning til indkøb af brugt varebil, endte vi med at lægge opgaven i hænderne på Himmerlands Flytteforretning. Og i starten af august ankom 120 flyttekasser, hvoraf vi regnede med at kunne fylde cirka halvdelen. Vi blev klogere…

Fra den dag var der stort set ikke et øjeblik, hvor der ikke blev pakket, adskilt, emballeret og demonteret et eller andet. Samtidig skulle huset jo holdes nogenlunde funktionsdygtigt, så visse ting kunne først pakkes i sidste sekund. De sidste dage boede vi mere eller mindre i vores campingvogn, og pludselig blev støvsugeren svunget en sidste gang, inden vi kunne dreje nøglen om, og afslutte dette kapitel af vores liv.

Og nogen nem afslutning var det ikke. Det var trods alt vores første, fælles hjem vi skulle sige farvel til. Et hus, som Tom havde brugt 15 år på at skille ad og samle igen, og hvor vi har så mange minder fra dengang vi mødte hinanden for første gang.

Nå, hvis sentimentaliteten skal bestemme, så kommer man jo ingen vegne – men ikke desto mindre skulle vi ikke falde i staver for længe ad gangen – så kom følelserne væltende. Derfor var det nok kun en fordel, at flytteprocessen viste sig noget større, end vi lige havde forestillet os. Det er trods alt ikke småting, man får skrabet sammen gennem et halvt liv…

flyt1

Til gengæld fik vi solgt huset i Ølsted overraskende nemt. Der gik en uge fra skiltet kom op, så var huset solgt. En af vore bekymringer havde naturligvis været at skulle sidde med to huslejer i længere tid, men det blev heldigvis ikke aktuelt.

Selve flytningen indledtes med at vi nogle dage forinden kørte til Jylland i Rikkes bil, med vores trailer bagpå. Rikke og Jens Christian blev indkvarteret hos familien i Vestervig, og Tom tog toget tilbage til Sjælland. Derved håbede vi at kunne skåne Jens Christian for alt for meget virak, og samtidig undgik vi at Rikke skulle køre den lange vej alene med at barn i bilen.

Flyttebilen ankom som planlagt, og på mindre end 4 timer var alle møbler samt 115 flyttekasser læsset, og bilen var kørt igen. Erik overvågede at alt gik korrekt til, og efter en hurtig frokost var det Toms tur til at sætte kursen mod Jylland, med campingvogn og diverse løsdele.

flyt2

Vel ankommet til vores nye hus – endda inden mørket faldt på – kunne det hurtigt konstateres, at der som ventet herskede kaos. Heldigvis var den nærmeste familie mødt op for at hjælpe til, men flyttekasserne kom til gengæld ind af døren noget hurtigere end vi kunne nå at få dem fordelt. Så det endte med, at der stod kasser allevegne, i mere eller mindre tilfældig orden. Vi erindrer ikke hvornår vi kom i seng, eller for den sags skyld hvor vi sov – men vi var helt sikkert trætte.

Der var nu kun en uge til Tom skulle starte på arbejde. Det stod hurtigt klart, at prioritering var nøgleordet, hvis vi skulle have et bare nogenlunde fungerende hjem til den tid. Vi startede derfor med soveværelse og børneværelse, og så måtte resten komme hen ad vejen. Vaskemaskine og tørretumbler blev indkøbt med rabat (Yes, vi er i Jylland!!) og så var vi vistnok klar.

Som tiden gik viste der sig naturligvis at være enkelte ting, der skulle kigges nærmere på.
De fleste indvendige dørhåndtag var slidt op, køkkenvandhanen dryppede og oliefyret gik i stå. En ny hoveddør skulle der også til, hvis vi ville undgå snedriver i forgangen til vinter. Men alt i alt har det været begrænset, hvad vi har fået af overraskelser indtil nu – og vi har ikke grund til at tro, at katastroferne lurer lige om hjørnet.

Men det har været en hård proces, til tider nærmest uoverskuelig. En stor flytning, to nye jobs, et relativt nyt adoptivbarn og helt nye omgivelser tager alt i alt temmelig mange ressourcer. Så mange, at det kan være svært også at finde tid til at glæde sig over, at vi faktisk har gennemført hvad vi satte os for. Så det må vi lige huske at huske – i morgen, måske.

Det nye hus

At skulle finde en afløser for ens hjem gennem 15 år er ikke nemt. Især ikke, når man som vi har knoklet med renovering og istandsættelse gennem alle årene, og efterhånden er blevet “færdige”. Ja, anførselstegnene antyder, at færdig bliver man nok aldrig.

Af mange årsager var det naturligt at kigge efter et hus, der krævede knap så meget vedligehold som det nuværende, samtidig med at vi ikke gik på kompromis med vores ønsker til størrelse og beliggenhed. Og sådan gik det altså til, at vi endte hvor vi gjorde…

Vores nye hus er fra 1983, beliggende ud til åbne marker på en stor grund. Det er godt vedligeholdt, og var derfor umiddelbart til at flytte ind i. Og det gjorde vi så, i august 2007.

Overetagen er ikke udnyttet fra starten, men blev bygget færdig i 90’erne. Den øverste del af huset fremstår således stort set som nyt. Resten er uændret i forhold til da det blev bygget, men stadig i meget god vedligeholdelsesmæssig stand.

Stilen fra 80’erne var bevaret på bedste vis, hvilket blandt andet indebærer mørke trælofter, brune klinker og kulørte hvidevarer. Sidstnævnte er vi i gang med at udskifte, klinkerne er så småt på vej til at blive moderne igen (har vi hørt) og lofterne kan jo klares med nogle få hundrede timers indsats med en pensel. Så det skal såmænd nok gå altsammen.

Da huset blev bygget har man tænkt langsigtet… meget langsigtet. Måske har man ikke kunnet forudse de nuværende oliepriser, men ikke desto mindre er huset særdeles godt isoleret, bla. med særlig tyk hulmur. Desuden er der lavet forberedelser til solvarme, og der er trukket rør til Genvex-anlæg. Ingen af delene er dog lavet færdig, og vi har ikke helt besluttet hvad vi gør i den forbindelse.

I Jylland har de allesammen pillefyr – så sådan et regnede vi også med at skulle have, da oliefyret fra 1983 nok snart skulle pensioneres. Installationen af pillefyret måtte dog vente til det atter blev forår, og er beskrevet andetsteds på disse sider. Genvex-anlægget har vi ikke spekuleret så meget på endnu – sandt at sige er vi ikke helt klar over, hvad der egentlig er fidusen ved sådan en fætter. Solvarme bliver næppe til noget, da tilbagebetalingstiden for et sådant anlæg er voldsomt stor, set i forhold til prisen på træpiller – foreløbig da.

De første måneder i det nye hus bød ikke på de større projekter. Vi måtte skiftet en dør, et par vandhaner og diverse andre småting, men ellers gik tiden med at komme på plads. Ganske vist har vi fået 100 kvm mere end vi havde før, men det er en anden slags plads vi har nu. Vi kom fra et hus med kælder, loft og masser af udhuse – nu har vi intet af den slags, bortset fra garagen, som naturligt nok er proppet med alskens ragelse. Skabe, stålreoler og opbevaringskasser er derfor blevet indkøbt i stor stil, og efterhånden har vi da fået de fleste ting af vejen. Indtil videre tjener legehuset i haven dog som kærkomment fjernlager for diverse haveting.

Indkørslen var vi dog trætte af allerede fra starten, så den skulle hurtigst muligt laves om. Det kom dog til at strække sig over et halvt års tid, men det færdige resultat er vi glade for. I starten var det ikke nemt at køre i de udlagte granitskærver, så der måtte skrabes nogle tons af igen, før vi var tilfredse. Men alt i alt synes vi det er blevet godt, med en overkommelig indsats.

Det er heller ikke sådan, at vi overvejer at begynde at holde avis for at få tiden til at gå. Der er selvfølgelig projekter i støbeskeen hele tiden, men hvornår de løber af stabelen er ikke nemt at sige. Årstid, energi og økonomi sætter en naturlig begrænsning, og det skader jo nok heller ikke at få tingene tænkt ordentligt igennem først.