Geocaching

Vi har hver vore forskellige hobbies, og så er der dem, vi dyrker sammen. I sidstnævnte kategori er Geocaching, som vi har dyrket siden 2004. På det seneste er det dog gået lidt tilbage for os, men vi finder da stadig en cache i ny og næ.

geo1

Geocaching kort fortalt

I korte træk går det ud på, at man ved hjælp af en GPS forsøger at finde en “skat” (cache) ud fra nogle koordinater (længde- og breddegrad) som downloades fra nettet. Skatten har ikke nogen særlig værdi, og skal blive liggende, så den næste geocacher, der kommer forbi, også kan finde den. Skatten indeholder som minimum en logbog, hvor man kan notere sit besøg, samt en håndfuld værdiløse småting, hvoraf man typisk tager én, og lægger noget andet i stedet.

Du kan læse mere om geocaching på geocaching.dk.

Hvorfor gør vi det?

Tjah, vi kom mere eller mindre tilfældigt i gang. Under søgning på nettet efter en passende GPS til bilen faldt vi over en hjemmeside, der fortalte lidt om geocaching. Og da GPS’en var i hus, ville vi da lige ud og prøve, om det var noget vi – og vores nye legetøj – kunne finde ud af. Det lykkedes over al forventning, og inden længe havde vi fundet vores første cache.

Siden da har vi fået lavet en huskeliste og en lille rygsæk, der indeholder de ting der er gode at have med: lommelygte, handsker, kompas, papir, blyant osv. Tasken står altid pakket, så vi hurtigt kan smutte afsted, når tiden, lysten og vejret er til det. Man får en masse frisk luft og motion, for selvom en del af turen foregår i bil, så skal man som regel ud på en pæn travetur over stok og sten, inden der er gevinst.