Rævesporets Brunhilde og mig

Af Rikke

-Eller en hundemæssig dannelsesrejse.

Brunhilde

For godt 2 år siden kom min mand hjem fra hundetræning, og forkyndte at én fra hans træningshold havde en drægtig tæve. Mit svar var noget i retning af: “nå!”

(Før min mand et par år forinden havde insisteret på at få en hund, havde jeg aldrig haft en hund på min matrikel… Ej heller ønsket mig at få én… Mit kendskab til hunderacer begrænsede sig til min barndoms nabos kæmpebrød af en sct bernhardshund, som jeg var bange for… Mit kendskab til hundetræning begrænsede sig til disciplinen “gå pænt”… Sagt med andre ord, var jeg en vaskeægte hundeanalfabet)
Et par uger senere kom manden igen hjem med en status. Tæven havde født 7 små hvalpe. Igen var svaret: “nå!”…
Da han alligevel beskrev hvalpene, som på dét tidspunkt vejede sølle 160 gram, blev mit svar udvidet til et: “nåååerh”…
Interessen blev vakt nok til, at han også skulle beskrive opdrætteren…
Jeg er sikker på, at han brugte langt flere ord, end dem der fæstnede sig mest:
“Hun har 2 hunde. Hun har et kæmpestort krøllet hår, bor alene og har nogle gange blod på tøjet fordi hun har været ude i skoven og slæbe med en død kanin, som hun har haft i sin fryser. ”

Et indre billede dukkede usvigelig sikkert frem på mit nethinde, og jeg navngav i stilhed det indre billede: BRUNHILDE! På daværende tidspunkt var sporarbejde – og navnligt med døde kaniner – et for mig totalt fremmed fænomen!

Mand og søn mente ikke at et hvalpebesøg kunne undværes, og det var med en vis spænding jeg sammen med den øvrige familie ringede på døren, hvor det formodede mystiske kvindemenneske boede.
Det var ikke en heks der åbnede døren, men derimod en smilede ung kvinde. Der var ikke hverken heksehatte, flyvende koste eller blod at se nogen steder. I stedet var der en gevaldig masse hundesnore samt et par gøende hunde som modtog os i døren sammen med Brunhilde, som i virkeligheden viste sig at hedde Trine.
Vi blev budt indenfor i stuen, hvor 7 små brune klumper lå og sov på et tæppe. Heldigvis lykkedes det os at få dem vækket, så vi kunne studere dem nærmere…
Det er muligt at jeg aldrig før havde ønsket mig en hund, men det ændrede sig brat, da én af de små brune hvalpe faldt i søvn i min håndflade efter at have slikket på min finger… Så var jeg solgt!
Trine fortalte lystigt om hvalpenes forældre og deres mange evner som både spor- og familiehunde… Jeg tror såmænd nok jeg hørte efter, men da vi kom hjem fra dette første besøg, var det eneste jeg kunne huske en lille sovende hvalp med en grøn neglelak-prik i nakken…
Allerede ved det andet hvalpebesøg var mit billede af heksen blegnet, og inden længe havde jeg slugt en del litteratur om racen Border Terrier. OG underskrevet købskontrakt på min første hund.

Rævesporet’s Anton (aka Bangko) flyttede ind i september måned, og allerede få uger efter, ringede Trine og spurgte om jeg ville med ud og prøve at gå spor…
Nu var det således pludselig mig, der trak rundt med en død kanin i skoven. Og som oven i købet synes det var både sjovt og spændende…
I de følgende 2 år er det blevet til mange spor!

Enhver virksomhed med respekt for sig selv, taler ofte om at være ”på rejse”. Nogle virksomheder i en grad så medarbejderne er ved at kaste op over begrebet, men at ”være på rejse” er klart det nye sort…
I mit tilfælde har min hundemæssige dannelsesrejse været både god og spændende, og har medført ufatteligt mange holdningsændringer undervejs. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at jeg en dag skulle indkøbe ekstra fryser til opbevaring af døde kaniner eller overhovedet overveje priserne på krondyrblod…
Min rejse var på ingen måde planlagt, men til gengæld både spændende, underholdende og lærerig.

En kollega spurgte forleden, om jeg skulle lave noget spændende i weekenden… Uden tanke på mit eget billede fra for 2 år siden, svarede jeg, at jeg skulle have stavblendet og siet noget krondyrblod. Jeg tror nok kollegaens forvredne ansigtsudtryk lignede dét jeg 2 år tidligere havde haft, da jeg hørte om “Brunhilde” og hendes aktiviteter med hundene…

Tingene bliver sat lidt i perspektiv, når man har en 10-årig søn der vedholdende synes at champignon er ækle, men som gerne tager med i skoven og slæber en død kanin gennem skovbunden. Eller som betragter skrubtudser som væmmelige, men kommer slentrende ud i garagen for at se hvad jeg foretager mig, hvorefter han tørt konstaterer at “det er vist egentlig lidt mærkeligt at du står og sier blod fra en død kronhjort”…

Trines og mit bekendskab har udviklet sig til et godt og rigt venskab. Udover at være en fantastisk opdrætter, er hun nu også spormakker og kanin-indkøber. Vi har været på mange hyggelige ture til udstillinger, sporprøver og diverse konkurrencer, men den største rejse har nok været min personlige rejse fra at være en ganske almindelig børnehavepædagog og husmor – til nu at være ”sådan én”… – en Brunhilde-type, som med største fornøjelse tager ud i skoven og slæber med en død kanin, som jeg har haft i min fryser…