Pasta

f. 07.07.2003
d. 02.10.2016

pasta1

Den lille grå killing på billedet antastede os under en aftentur i skoven!! Den påstod den var alene og forladt, samt sulten og våd. En halv time senere sad den mæt og tilfreds i vores næstbedste stol, og blev dybt ulykkelig, hvis man gik mere end 3 skridt væk….Da killingen efter en uge stadig var hjemløs trods fremlysninger og plakater, måtte vi erkende at den nok havde ret da den påstod den var alene og forladt. Vi tog kræet med til eftersyn hos dyrlægen, og da han havde sagt god for dens helbredstilstand gav vi den – udover en madskål, en ormekur og et hjem – navnet Pasta.

pasta2

Pasta er sin egen, og kommer og går som det passer den. Den har sin egen vilje, og man skal ikke sige den imod – så får man skrammer. Men ellers er det en rolig om omgængelig kat, som tager alting med ophøjet ro. Jens Christians ankomst samt vores flytning til Jylland har den tilsyneladende accepteret uden vrøvl. Helt tilfreds med flytningen var Pasta dog ikke, hvilket den markerede ved at tisse på alle de uudpakkede flyttekasser, den kunne komme i nærheden af. Den fandt sig dog hurtigt til rette i sine nye omgivelser, og der er ingen tvivl om, hvilken kat der bestemmer hér på matriklen.

Desværre måtte vi lade Pasta aflive i efteråret 2016. Den var efterhånden blevet godt 13 år, hvilket er en høj alder for en udekat. På det seneste var den blevet tydelig svækket, og havde det vist ikke så godt. Det kneb med at holde pelsen i orden, og appetitten var heller ikke, hvad den havde været.

Det er aldrig rart at træffe den slags beslutninger, men vi valgte at sige farvel til stolte, gamle Pasta, mens den endnu havde værdigheden i behold.