Taco

f. 01.08.2007
d. 05.07.2009

Taco kom til os en vinterdag, hvor den snusede rundt ude på terassen. Den så forhutlet ud, og som noget meget usædvanligt for katte, viste den interesse for de muse-ådsler som næsten altid ligger uden for døren her i huset. Der var derfor ingen tvivl om, at den var mere end almindeligt sulten, og efter en kort rådslagning tilbød vi den lidt at spise. Og selvfølgelig gik den ikke hjem igen, dels fordi den havde fået mad, dels fordi den nok ikke havde noget hjem. Den var meget sky, og man skulle omgå den med rolige bevægelser og lav stemme – ellers var den store killing pist væk.

Efter nogle dage, hvor Taco havde været fast gæst på terassen, blev den lidt mere tilnærmelig, og man kunne få lov at samle den op. Den var fjerlet, og på trods af sin størrelse vejede den sølle 1.6 kilo, så udsultet må være det rette ord.

taco1

Taco var vores første hankat, og efter at være blevet indlemmet i husstanden blev han vaccineret og kastreret, efter et overordnet tjek hos dyrlægen. Katten var præget af et hårdt liv, havde en del knækkede tænder, og var fortsat noget mager i det. Og den vedblev at være sky, når den altså ikke lige indtog sin faste plads på sofaens ryglæn, hvor den kunne ligge med hovedet på ens skulder. Skyheden aftog dog noget med tiden, ligeså gjorde magerheden.

Taco gik nemlig nødigt udenfor – til gengæld var den glad for mad. Nogen klog kat var den næppe, idet det tog flere måneder for den at lære at bruge en kattelem. Så den opholdt sig mest i sin seng ved siden af fyret, hvor den kunne overskue garagen og madskålen. Så Taco blev tyk, og det varede ved i nogle måneder – så begyndte den at tabe sig, og gik mere og mere udenfor. Dog aldrig ret langt væk, så den var som regel at finde sovende under den nærmeste busk.

På et tidspunkt skiftede vi foder, og kort tid efter opdagede vi, at Taco var noget gullig i mundhulen. Vi tog ikke særlig notits af det, da det nye foder var nogle piller i forskellige farver – så det var nok bare noget farvestof fra maden, som den ikke fik vasket væk med museblod ligesom de andre katte. Taco har nemlig aldrig – os bekendt – præsteret at fange en mus ved egen hjælp, hvorimod den af og til fik en mus i gave af Pasta eller Chutney.

Der var ingen af os, der havde skænket gulsot en tanke – lige indtil en fredag aften, hvor Taco sad i sofaen, og vi pludselig konstaterede, at nu var den også gul i ørerne. Så holdt foder-teorien jo ligesom ikke længere, og tanken om gulsot slog ned i os. Et opkald til vagthavende dyrlæge bekræftede mistanken, og desværre fik vi også at vide, at der næppe var noget at gøre.

Der blev truffet en hurtig, ubehagelig men korrekt beslutning, og Taco kom ud på sin sidste køretur mindre end en halv time efter at diagnosen var stillet. Vi var naturligvis kede af det, men der var ikke anden realistisk udvej. Hvor gammel Taco blev, ja det ved vi faktisk ikke – fødselstidpunktet er gættet ud fra størrelse og vægt, men strengt taget kan han godt have været en halvgammel, syg kat allerede fra starten. Men han fik knap to gode år her hos os, selv om han måske burde have været aflivet lidt før. Set i bakspejlet var der mange tegn på, at han ikke havde det godt, men omvendt havde Taco været småsær fra starten, så vi havde vænnet os til, at han ikke var som de andre. Desværre viste det sig at dække over en sygdom, der altså endte med gulsot og død.