Postkatten

f. 08.08.2009

Post – eller Postkatten – hedder egentlig ikke noget. Men nu har vi kaldt den Postkatten så længe, at nu kan den ikke hedde andet. Dermed er den også undtagelsen, der bekræfter reglen om at vores kattenavne er inspireret af spisekammeret.

post1

Postkatten er endnu en af de tilløbende katte, som vælger at bo hos os. Ligesom Taco er det en hankat, men så holder enhver lighed også op. Postkatten er livlig, legesyg og uden synlige skavanker, bortset fra en vedvarende diarré, som det tog adskillige måneder at få bugt med.

Det var noget før jul, at vi så den første gang. Det var koldt, det havde sneet og den så meget lille og forfrossen ud, da den stod og kiggede ind af vinduet. I starten snakkede vi blot lidt med den, uden at give den mad, men den blev ved med at komme igen. Til sidst gik det op for os, at den vistnok boede ude under skuret… Ved juletid løb det gode hjerte af med os, og den fik lidt at spise.

Dagene gik med jævnlige besøg af katten, og pludselig en dag dukkede den op iført halsbånd. Vi konkluderede derfor, at den trods alt måtte være “nogens”, og at dens ejere formentlig måtte undre sig over, at den så sjældent var hjemme. Vi snakkede med naboerne, men ingen kendte noget til den lille killing. Vi besluttede derfor at skrive et brev på et lille stykke papir, der blev sat fast på dens halsbånd. Tanken var, at den skulle gå hjem med brevet, hvor vi havde forklaret at katten foretrak at opholde sig hos os. Vi har kattelem i garagen, så umiddelbart kunne vi ikke forhindre den i at gå ind, og de to andre katte havde tilsyneladende accepteret dens tilstedeværelse, så de jog den ikke ud igen.

Der gik tre uger, hvor vi flere gange dagligt sendte Postkatten afsted på sin mission, nemlig at gå hjem med brevet – og derved fik den så sit navn. Det lykkedes den dog aldrig at fuldføre opgaven, i hvert fald sad brevet på sin plads indtil vi til sidst besluttede at pille halsbåndet af. Halsbånd er og bliver ikke nogen god idé, selv om det er designet til at gå i stykker, hvis katten hænger fast i noget. Det kræver nok blot lidt flere kræfter og mere kropsvægt end Postkatten kunne mønstre.

I realiteten var katten nu flyttet ind hos os, og vi fandt aldrig ud af hvem der havde sat halsbåndet på. Teoretisk kan det være en velmenende person, måske et barn, der blot syntes at den skulle have det på – uden at skrive navn i. Men vi kunne ikke gøre mere, og kraftigt snevejr gjorde det næsten umuligt – eller i hvert fald uinteressant – for katten at færdes ude i de næste mange uger.

Postkatten fik således aldrig afleveret sit brev, men blev dog opkaldt efter sin mission alligevel.