Eftersøgningshund

For nogle dage siden blev vi ringet op af formanden for vores lokale klub, der spurgte om vi kunne tænke os at komme ud og lede efter en tabt telefon… Efter lidt hurtige overvejelser sagde jeg ja, og aftalte hvor vi skulle mødes med den uheldige ejer.

Det var (og er stadig) Cocios første opgave som uofficiel eftersøgningshund, og jeg havde på forhånd advaret ejer om, at telefonen formentlig ikke ville være til pænt brug, hvis først hunden havde haft den i munden… det var så også OK 🙂 Cocio er nemlig ikke en hund, der på nogen måde skåner de fundne genstande…

Opgaven viste sig at ligge et stykke fra, hvad vi tidligere har trænet i den øvelse der hedder “frit søg”. For det første var søget ikke frit, da telefonen var faldet ned fra taget af en bil, og derfor måtte formodes at ligge lige i vejkanten. Derfor kunne jeg ikke slippe hunden af snoren, da der var en del biltrafik. Ergo måtte hunden søge så godt det lod sig gøre, med mig hængende i en sporline bagefter. Dernæst var der ingen menneskefært i området, noget som hunden ellers er trænet til at bruge som afgrænsning af søgefeltet – telefonen var jo tabt fra en bil, og lå derfor ikke nødvendigvis i et område med fært.

Anyway, vi gik på med krum hals, og jeg havde medbragt et par “tabte” genstande hjemmefra, som jeg kunne droppe i søgeområdet, når hunden kiggede væk. På den måde kunne den få nogle succeser undervejs, så den ikke mistede modet. Selv området var en relativt overskuelig græsrabat på cirka 3 meters bredde, og omkring 100 meter lang. Bagved rabatten et levende hegn, vi også valgte at søge i.

Jeg havde været i tvivl om, hvorvidt Cocio overhovedet ville kunne finde ud af sådan en søgeopgave, men tvivlen blev gjort til skamme. Den søgte ihærdigt, og lod sig ikke mærke med hverken regn eller blæst. Stykket blev gennemgået flere gange, men efter halvanden time valgte vi at indstille eftersøgningen. Mørket var ved at falde på, og hunden var nu tydeligt træt. Vores første eftersøgningsopgave sluttede derfor resultatløst, men vi havde det nu sjovt alligevel.

Efter et par dage blev vi kontaktet igen, denne gang af telefonens ejer, Han ville blot orientere om, at telefonen var fundet – cirka en kilometer fra sted, vi havde fået udpeget som søgeområde. Så på den måde fik vi lidt oprejsning i sidste ende – der havde jo slet ikke været nogen telefon, der hvor hunden ledte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *