Kategoriarkiv: Vores hunde

Så så man lige os tabe DM

Efter en noget svingende præstation i DcH’s A-klasse lykkedes det Cocio og undertegnede at blive udtaget til DcH’s DM 2016 i Næstved. Dermed var vores tredje DM-udtagelse i hus, og det var en stolt og glad ekvipage, der satte kursen mod Sjælland en fredag i september.

DM forløber over to dage, og allerede på førstedagen stod det klart, at vi ikke skulle gøre os nogen forhåbninger om at komme hjem med en placering i den bedre halvdel. Eftersøgnings-øvelsen gik op i hat og briller, da terrænet var meget åbent og hunden løb målrettet efter de få, potentielle skjulesteder. Egentligt smart nok tænkt af hunden, men det er ikke det man vil se i DcH. Så vi nåede desværre ikke rigtig at komme i gang, før vi blev stoppet.

Dag 2 gik ikke meget bedre, da Cocio fandt det mere interessant at spise friske kornspirer end at gå spor. Så også der blev vi stoppet, faktisk efter præcis samme opskrift som til DM i B-klassen. Der sker åbenbart et eller andet med hunden og mig, når vi kommer til DM, for normalt går den et hæderligt spor. Bare ikke til DM, hvor alt står på spil.

Lydigheds-øvelserne gik derimod rigtig fint, og vi opnåede at få 8 10-taller i bogen på dén konto. Det tæller desværre ikke så meget som de øvelser vi kiksede, så det samlede resultat blev en skuffende sidsteplads. Vi må holde fast i, at vi blev udtaget som værende blandt de 24 bedste i A-klassen, og blot acceptere at planeterne ikke stod helt optimalt, den weekend i Næstved.

Nu gælder det E-klassen, men næppe med konkurrencer i samme omfang som tidligere. Dels er der ikke så mange, dels er hunden jo ved at være lidt oppe i årene. Mit personlige mål var at komme i Eliteklassen med Cocio, og det har jeg nået – så nu gider vi ikke køre benhård træning med logføring i Excel-ark og apps på telefonen. Efter 5 år på den måde skal vi til at hygge os lidt mere, mens vi endnu kan.

Gamle gråskæg...
Gamle Gråskæg…

#¤+!!$* stubmarker

Så er vi igang med konkurrencesæsonen igen, efter sommerpausen. Og oh, hvilken opstart! To konkurrencer i træk, hvor A-sporet var lagt på stubmark. Af den ondsindede slags, forstås. Uden skyggen af grønt i bunden, og så tørre at det halve kunne være nok. Vi kunne ligeså godt have gået på en sivmåtte…
Resultatet blev derefter, først 1.5 point – siden blev det værre: 0.5 point!
Konklusionen må være, at Cocio ikke kan gå på stubmark. Det var der så en hel del andre, der heller ikke kunne, men det kan vi jo ikke bruge til noget.
Så der må trænes, på stub og harvet stub, og så må vi se hvordan det går næste gang. Om ikke andet, så må vi glæde os over at stubmarker er et kortvarigt fænomen. Og hurtigst muligt lade de to seneste ydmygelser glide ud i glemslens mørke, i takt med at vintersæden spirer frem.

DKSCH(S)

Den kryptiske overskrift dækker over, at Bangko i dag er blevet Dansk Kaninslæbschampion ved Dansk Terrierklub’s sporprøve i Hune Plantage. Han bestod et 1000m S3-spor med en 1. præmie, og kan derfor nu kalde sig Dansk Champion 🙂

FullSizeRender

PS: Den røde roset betyder, at han tillige blev dagens bedste hund på 1000m kaninslæb.

Eftersøgningshund

For nogle dage siden blev vi ringet op af formanden for vores lokale klub, der spurgte om vi kunne tænke os at komme ud og lede efter en tabt telefon… Efter lidt hurtige overvejelser sagde jeg ja, og aftalte hvor vi skulle mødes med den uheldige ejer.

Det var (og er stadig) Cocios første opgave som uofficiel eftersøgningshund, og jeg havde på forhånd advaret ejer om, at telefonen formentlig ikke ville være til pænt brug, hvis først hunden havde haft den i munden… det var så også OK 🙂 Cocio er nemlig ikke en hund, der på nogen måde skåner de fundne genstande…

Opgaven viste sig at ligge et stykke fra, hvad vi tidligere har trænet i den øvelse der hedder “frit søg”. For det første var søget ikke frit, da telefonen var faldet ned fra taget af en bil, og derfor måtte formodes at ligge lige i vejkanten. Derfor kunne jeg ikke slippe hunden af snoren, da der var en del biltrafik. Ergo måtte hunden søge så godt det lod sig gøre, med mig hængende i en sporline bagefter. Dernæst var der ingen menneskefært i området, noget som hunden ellers er trænet til at bruge som afgrænsning af søgefeltet – telefonen var jo tabt fra en bil, og lå derfor ikke nødvendigvis i et område med fært.

Anyway, vi gik på med krum hals, og jeg havde medbragt et par “tabte” genstande hjemmefra, som jeg kunne droppe i søgeområdet, når hunden kiggede væk. På den måde kunne den få nogle succeser undervejs, så den ikke mistede modet. Selv området var en relativt overskuelig græsrabat på cirka 3 meters bredde, og omkring 100 meter lang. Bagved rabatten et levende hegn, vi også valgte at søge i.

Jeg havde været i tvivl om, hvorvidt Cocio overhovedet ville kunne finde ud af sådan en søgeopgave, men tvivlen blev gjort til skamme. Den søgte ihærdigt, og lod sig ikke mærke med hverken regn eller blæst. Stykket blev gennemgået flere gange, men efter halvanden time valgte vi at indstille eftersøgningen. Mørket var ved at falde på, og hunden var nu tydeligt træt. Vores første eftersøgningsopgave sluttede derfor resultatløst, men vi havde det nu sjovt alligevel.

Efter et par dage blev vi kontaktet igen, denne gang af telefonens ejer, Han ville blot orientere om, at telefonen var fundet – cirka en kilometer fra sted, vi havde fået udpeget som søgeområde. Så på den måde fik vi lidt oprejsning i sidste ende – der havde jo slet ikke været nogen telefon, der hvor hunden ledte.

Rally begyndermester… Jow jow😉

Rikke og Bangko har i dag været til rallyprøve i DKK. Prøven blev afholdt i en idrætshal i Nørager med glat gulv, masser af gøende hunde og temmelig mange mennesker. En del fra sidstnævnte kategori i ret korte skørter eller lyserøde spadseredragter, eftersom der også var udstillinger i hallen. Alt i alt et sansemæssigt virvar for hundeførere og ikke mindst for hunde, der som Bangko synes man bør forholde sig kritisk til de mange indtryk… Bangko varmede op ved at forholde sig særdeles kritisk – og ret larmende- til et par lidt for nysgerrige hunde lige inden han skulle på banen😮. Heldigvis var det ét af de kortvarige gø-anfald, så da vi passerede banebåndet var han klar…

Bortset fra et par småfejl og en enkelt “ommer” i en øvelse gik Bangko flot og fik 90 point ud af 100 mulige. Eftersom vi i forvejen havde 2/3 oprykning til “øvet klasse” i DcH, kan Bangko  med denne tredje oprykning i dag kalde sig “begyndermester i DCH”…

I DKK-regi må vi vente på at de næste 2 prøver forhåbentlig giver oprykningspoint nok til at titlen også kan erhverves dér😉

Vel hjemme fra prøven havde Tom og Jens Christian lagt champagne på køl. Den blev indtaget halvvejs liggende i sofaen flankeret af diverse gratulerings- og takketaler mens Bangko veltilpas gnavede sit velfortjente kødben under sofabordet.

En dejlig dag med “Masser af succes-og dét der hører til”🎶😉

Bangko oprykning

20141008_070622

 

I gang igen

Så er Cocio i gang med træningen igen, efter juleferien.

A/B-holdet startede i dag sæson 2016 sammen med vores nye træner, som vi har “lånt” af en anden afdeling mens vores faste træner er på barsel.
Det var en kold fornøjelse, og alle hundene kørte i lidt højt gear – det var tydeligt at mærke, at de var ivrige for at komme i gang, til gengæld var det så som så med præcisionen i øvelserne…

Det blev til lidt almindelig lydighed, frit søg, fremadsendelse og rundering. Alt sammen med gode kommentarer fra træneren, der så på det hele med friske øjne. Og ja, vi har allesammen nogle uvaner, der skal arbejdes lidt på at få væk.

Og bagefter var der suppe 🙂